Bytur 3. december 2011

Så blev det igen tid til at tage på miljø-træning i København City - endnu en gang med det primære formål at hundene skal have een på opleveren.

Årets tur var VÅD, kold og blæsende - men det afskrækkede ikke de 32 hunde, som mødte op med fører og familie kl. 11 på Rådhuspladsen - klar til en tur ned af Strøget. Forinden tog vi dog lige lidt opvarmning foran rådhuset...

Igen i år vakte vi en del opsigt med så mange hunde samlet. Strøget var fyldt til randen med mennesker, nisser, spillemænd og spektakel - og et par ambulancer og en flok bjørneskindshuebeklædte gardere blev det også til. Hundene havde rigeligt at se til og der skulle modtages mange klap og kommentarer fra nysgerrige forbipasserende.

Et kort stop på Ny Torv hvor hundene skulle sidde på en forhøjning - og så gik turen videre ned af Strøget, forbi Storkespringvandet og til Kgs.Nytorv, hvor den officielle del af turen blev afsluttet med hundekiks (for de fire-benede) og en lille en til næsen (for de to-benede)... efter ca. 1 times Strøgvandring.

De mest standhaftige fortsatte herefter gennem Nyhavn til skuespilhuset - og her sluttede turen med en endnu en gang træning og endnu en enkelt :o)

Efter en tur, som samlet havde taget godt 2 timer, tog vi hjem igen - et par af os med nogle meget trætte hunde.

Glimt fra by-turen... (Klik på billederne for fuld størrelse)